Klaras Table startede lidt ved et tilfælde. Jeg har altid haft behov for et kreativt output, og i mange år troede jeg egentlig, at det var musik, jeg skulle lave. Da jeg flyttede hjemmefra for at gå på et musikgymnasium, fik jeg arbejde i restaurationsbranchen, og allerede dér faldt der noget på plads.

At lave mad og at skrive musik har mere med hinanden at gøre, end man umiddelbart skulle tro. Jeg opdagede, at hvis jeg brugte de samme greb, jeg allerede kendte, virkede det. 

Smag, æstetik og længslen efter det smukke var der hele tiden; jeg skulle bare finde mediet.

Jeg har arbejdet på restauranter, lært mit håndværk af andre folks hænder og med tiden lært, at min tilgang til æstetik fungerer særligt godt i kager. Hvor hyperæstetik kan virke forceret i en salt ret, er kager et meget naturligt sted. På en kage kan man gå helt over the top med nogle elementer og udelade andre, og så bliver det harmonisk.

Det har føltes som at lære at tale et sprog. Og jo mere jeg taler, jo mere flydende bliver det. I dag arbejder jeg i krydsfeltet mellem mad, design og æstetik.

Jeg er for evigt draget af figner. Jeg synes, det er en uhyre smuk, næsten lidt alien-agtig frugt. Jeg elsker, hvor alsidig den er - den kan spises med ost, pryde en kage eller spises til morgenmad. 

Jeg vender tilbage til den igen og igen i mit arbejde, støder på den i litteraturen og har heldigvis fundet figentræer rundt omkring i byen, i folks baghaver, hvor jeg har fået lov at gå på rov.

For mig er det vigtigt at skabe et bord, der inviterer til, at man bliver siddende lidt længere. Hvor snakken falder naturligt, når den skal, men hvor stilheden heller ikke er ubehagelig.

Det gør man bedst i smukke, rolige omgivelser. Blomster, lys, en smuk dug. At gøre sig umage uden at det føles forceret.

Hvad angår maden, tænker jeg i æstetik, sjæl og helhed. Mit værste mareridt er en kage med fire forskellige mousser, gelé på toppen og knas inkorporeret overalt - et forsøg på at vise, hvor meget man kan få plads til på så lidt plads som muligt.

Lad råvarerne tale for sig selv. Bring for eksempel en figen i spil med respekt for dens form, smag og konsistens, og kombinér den med færre, solidt gode komponenter, der taler med hinanden som i en rolig dialog.

Det samme gælder serveringen. Materialer, farver og former skal understøtte maden og skabe en helhed, uden at noget konkurrerer om opmærksomheden.

Det her er jo det sjove. For mig er det at sammensætte en ret meget det samme som musik. Hvad ligger godt i munden? Hvordan skaber vi sammenhæng? Hvad vil jeg gerne kommunikere?

Min proces er meget intuitiv. Nogle gange går jeg nærmest i trance og arbejder mig frem gennem smag, form og tekstur. Det er legende, og jeg ved ikke nødvendigvis, hvor jeg ender, når jeg begynder. Jeg lader mine hænder gøre deres ting.

Men det er også vigtigt at træde tilbage og vurdere det. Nogle gange kan jeg på et splitsekund mærke, at noget fungerer. Andre gange er det helt off. Jeg har lært at stole på den intuition. Jeg ved det ofte i det øjeblik, jeg træder tilbage og ser det hele samlet.

Jeg er optaget af, hvad råvarerne kan i sig selv. Jeg vil hellere arbejde med dem end overdøve dem. Hvis en figen er moden og smager fantastisk, behøver den ikke nødvendigvis ret meget hjælp.

For mig handler det om at finde balancen mellem det intuitive og det håndværksmæssige. Smag og æstetik hænger uløseligt sammen. Det ene eksisterer ikke uden det andet. Man kan ikke lave en smuk kage, der smager skrækkeligt. Det hele er nødt til at tale sammen.